Fællessangen i Danmark – de historiske forudsætninger [sangoversigt / sangmappen]

(Baseret på artikel af Elsemarie Dam-Jensen fra Sanghåndbogen)

 

I en tid med afstemninger om danskernes forhold til det øvrige Europa og de forskellige indvandrergruppers voksende synlighed i pressen og i gadebilledet taler vi meget om danskhed og hvad det vil sige at være dansk. Er det sproget? Er det vor fælles historie og kultur?

Vi har i Danmark specielt én ting, som er unikt for vores land, og det er vor fælles sangskat – et lidt fortærsket begreb, der dækker over en samlig sange, som en stor del af befolkningen kender og synger i diverse selskabelige sammenhænge. Mange af disse sange er samlet i Højskolesangbogen. En tilsvarende fællesnævner findes, mig bekendt, ikke i noget andet europæisk land.

Den danske sangskat er imidlertid samlet over en lang årrække, og jeg vil i det følgende forsøge at skildre denne udvikling i korte træk.

 

Fælles sangudfoldelse foregik i Vikingetiden som en vekselsang under kædedans mellem forsangeren (som sang verset) og gruppen (som sang omkvædet). Denne tradition lever stadig på Færøerne. (Syng fx: Katten i Sækken - fotokopi)

 

I Middelalderen bruges vekselsangen under gudstjenesten mellem præst og et professionelt kor – mens menigheden lyttede andægtigt.

 

Vekselsangen forsætter i sømandssange og worksongs, hvor man derved får en fælles arbejdsrytme. (Syng fx: Take this Hammer Sangbogen I s. 352)

 

Reformationen i 1546 medførte bl.a. at salmesangen nu blev på modersmålet, og dermed kunne menigheden for første gang deltage i den musikalske del af gudstjenesten. (Syng fx: Vor Gud han er så fast en borg Sangbogen I s. 326)

 

Det voksende borgerskab i 1700-tallet førte til selskabelige klubber, hvor man sang viser til kvindens og vinens pris, men også sange med lettere skjulte politiske budskaber; ”Ordener hænger man på idioter, stjerner og bånd man kun adelen gi´r” skrev P.A.Heiberg i Indtogsvise fra 1790 – senere blev han landsforvist! (Syng fx: En skål for den mø  Sangbogen I s.156) Disse selskabsviser danner model for nutidens lejlighedssange.

 

Fællessangen var i krise i begyndelsen af 1800-tallet; latinskoleeleverne havde ikke længere obligatorisk kirketjeneste og kun en lille del af landets øvrige befolkning kunne læse.

Med den nye skolelov i 1814 kom imidlertid en mere systematisk læseundervisning, og man begyndte at trykke sangbøger: ”Hus- og Skole-Sangbog eller 266 lystige og alvorlige Viser og Sange, samlede for venner af uskyldig Munterhed og ægte Dyd og især for brave Skolelærere og flinke Skolebørn” (1818).

 

De nationale strømninger i århundredet fandt også udtryk i nye sange – specielt når landet var i krise, som under krigene i 1848-50 og i 1864. (Syng fx: Dengang jeg drog af sted - fotokopi)

Nationalfølelsen trives nu også godt i nutiden – specielt ved årsskiftet, og når vi har landskamp i fodbold. (Syng: Der er et yndigt land  fra 1823, Sangbogen I s. 45)

 

Fra 1840´erne kom der for alvor gang i fællessangen: i København dannedes Studentersangforeningen i 1839, Håndværkersangforeningen i 1843 og ude på landet samlede grundtvigske præster og skolefolk befolkningen til møder på fx  Skamlingsbanken i 1843, hvor man bl.a. sang: Danmark dejligst vang og vænge (Nr. 544 i 555 sange)

I 1840 udsendte Dansk Samfund (med Grundtvig som formand): Viser og Sange for Dansk Samfund – en forløber for den senere Højskolesangbog.

 

Danskernes hang til foreninger fik et yderligere skub i provisorieårene under Estrup (1875-95), dels hos ventrefolk, som stod bag de mange skytte- og idrætsforeninger over hele landet, og dels hos arbejderbevægelsen og det spirende socialdemokrati. Her var fællessangen, som vanligt ved større møder, den samlende faktor.

 

Carl Nielsen og Thomas Laub arbejde først i 1900-tallet på at forny den danske sangskat. Nielsen skrev bl.a. Den danske sang i 1926 (Sangbogen I s. 59) og landeplagen: Hvem sidder der bag skærmen allerede i 1907. (Sangbogen I s. 51)

 

Den danske fællessang har op gennem 1900-tallet været et fast element i næsten enhver forsamling. Repertoiret har dog været forskelligt alt efter om det var et politisk møde eller en standerhejsning i den lokale sejlklub.

Nationalfølelsen har dog været stærkest i krisetider; i Sønderjylland i perioden 1864-1920 og i landet som helhed under den tyske besættelse i 1940-45. Således blev Dansk Sangbog husstandsomdelt i september 1940  – officielt i anledning af Christian den 10.’s fødselsdag, og rundt om i landet samledes man under krigen til årlige alsangsstævner.

 

Højskolesangbogen som institution kom dog i strid modvind under ungdomsoprøret i 60´erne. Rockmusikken og de engelsksprogede sange var nu i fokus: (Syng fx: Blowing in the wind  Sangbogen I s. 364). Protestbevægelserne i 70´erne mod EU og Vietnamkrigene reagerede imidlertid mod den omsiggribende ”amerikanisering” og dansk blev atter ”in” – også i rockmusikken. Hvis kendte rockgrupper oven i købet indspillede ældre sange som fx Kringsatt av fiender (Sangbogen I s. 356) fik de fornyet aktualitet.

 

Op gennem 70´erne kom der mange bidrag til den danske sangskat; Shubidua skrev: Den røde tråd (Sangbogen I s. 116),  Gasolin sang: Kvinde min (Sangbogen I s. 114) og Benny Andersen digtede om Svante og de nære ting i tilværelsen: Svantes lykkelige dag (Sangbogen I s. 101).

 

Et af de nyeste bidrag – med solide rødder i den eksisterende tradition er: Godmorgen, lille land – skrevet til Storebæltsbroens åbning i 1998. (- fotokopi).

 

Højskolesangbogen er nu nået til 17. udgave; for hver udgave forsvinder nogle sange og andre lukkes allernådigst ind. Den danske sangskat er således ikke en støvet museums-genstand, men en til stadighed foranderlig størrelse og i høj grad stadig i live – hvis vi  bruger den!